|
Vedtægter for Egtved Udviklingsråd
§ 1
Lokalrådets navn er Egtved Udviklingsråd, hjemmehørende i Egtved Sogn.
§ 2
Stk. 1. Det er Egtved Udviklingsråds formål:
· at medvirke til udvikling og koordinering af det lokale samarbejde og sammenhold.
· at virke for områdets særlige interesser, som bindeled mellem offentlige myndigheder samt andre instanser og borgerne. Endvidere at skabe det bredest mulige samarbejde om løsning af lokale opgaver.
· at tage problemer op af almen karakter, som skriftligt rejses af en eller flere borgere eller foreninger/institutioner i området eller af udviklingsrådet selv.
· i den udstrækning det er muligt, at give områdets borgere/foreninger en løbende orientering gennem medierne eller gennem en hjemmeside om rådets arbejde.
· Egtved Udviklingsråd skal til enhver tid respektere de lokale foreningers arbejde og suverænitet.
Egtved Udviklingsråd skal være uafhængigt af partipolitik.
§ 3
Stk. 1. Egtved Udviklingsråd vælges på et Årsmøde, der afholdes minimum hvert år inden den 20. marts.
Dette møde indvarsles i den lokale ugeavis med 3 ugers varsel. Eventuelle forslag skal være fremsendt inden 10 dage før mødets afholdelse. Endvidere skal der foreligge fast dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Valg af stemmetællere.
3. Formandens beretning.
4. Forelæggelse og godkendelse af regnskab og budget.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af medlemmer og suppleanter.
7. Valg af revisorer.
8. Eventuelt.
Stk. 2. Borgere der er fyldt 16 år og foreninger/institutioner, der er fastboende i Egtved Sogn, er valgbare og stemmeberettigede. Kandidaterne kan kort redegøre for deres synspunkter vedrørende deres eventuelle arbejde i lokalrådet.
Der udarbejdes et referat af mødet, der offentliggøres på Egtved Udviklingsråds hjemmeside.
§ 4
Stk. 1. Egtved Udviklingsråd består af 7 medlemmer.
4 medlemmer vælges blandt sognets foreninger/institutioner + 2 suppleanter
3 medlemmer vælges blandt øvrige opstillingsberettigede + 1 suppleant
2 revisorer
Alle medlemmerne vælges for 2 år ad gangen, hvoraf 2 foreninger/institutioner og 2 øvrige er på valg i ulige år og de øvrige på valg i lige år.
Første gang vælges de 2 foreninger/institutioner og 2 øvrige med flest stemmer for 2 år og de øvrige med færrest stemmer for 1 år. Kun fremmødte på årsmødet er opstillings- og stemmeberettigede. Der kan ikke opstilles eller stemmes pr. fuldmagt.
Hver forening/institution kan kun besætte en af de 4 forenings-/institutions reserverede pladser i bestyrelsen. Foreninger/institutioner udpeger selv den person, der skal repræsentere foreningen/institutionen.
Suppleanter og revisorer vælges hvert år. Genvalg kan finde sted.
Forslag til medlemmer sker ved skriftlige forslag. Valg af medlemmer til Egtved Udviklingsråd samt suppleanter sker ved skriftlig afstemning. Antal navne, der skal skrives på stemmesedlen, skal være = antal pladser i lokalrådet, der er på valg (eksklusive suppleanter).
Såfremt, der ikke kan findes repræsentanter nok fra forenings-/Institutionsområdet kan pladserne stilles til rådighed for øvrige deltagere på årsmødet.
Stk. 2. Egtved Udviklingsråd konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer på
førstkommende møde og offentliggør posterne.
§ 5
Stk. 1. Det påhviler formanden at indkalde til Egtved Udviklingsråds møder, der afholdes minimum 4 gange pr. år.
Indkaldelsen skal ske med mindst 8 dages varsel ved en dagsorden.
Suppleanter medindkaldes og får stemmeret ved forfald af lokalrådsmedlemmer.
Forslag, der ønskes behandlet i lokalrådet, skal være indkommet senest 14 dage før mødets afholdelse.
Der føres beslutningsprotokol ved hvert møde.
Stk. 2. Alle afgørelser i lokalrådet sker ved stemmeflertal, dog således at rådet kun er beslutningsdygtigt,
når mindst 4 af dets medlemmer er til stede heraf formand eller næstformand. I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt ved afstemningen.
Stk. 3. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg/arbejdsgrupper.
§ 6
Stk. 1. Egtved Udviklingsråd er forpligtet til, i den udstrækning det er muligt, at give borgerne/foreningerne i området løbende orientering om dets arbejde.
§ 7
Stk. 1. Egtved Udviklingsråds udgifter søges dækket via frivillige bidrag samt evt. tilskud fra kommunen m.m.
Stk. 2. Kassereren er pligtig til ved anmodning at give en oversigt over lokalrådets økonomi ved
borgermøderne. Det reviderede regnskab fremlægges hvert år i marts måned.
Egtved Udviklingsråds regnskab følger kalenderåret, altså fra den 1/1 til den 31/12.
§ 8
Stk. 1. Egtved Udviklingsråd har pligt til at indkalde til borgermøde, på skriftlig begæring fra mindst 20 borgere, senest en måned fra forslagets modtagelse på samme vilkår som gældende for ordinære Årsmøder. En sag kan henlægges til afgørelse på et borgermøde, på begæring af mindst 3 medlemmer af Egtved Udviklingsråd.
§ 9
Stk. 1. Vedtægtsændringer skal foreligge til borgermødet i marts og vedtages med 3/4 flertal af de
fremmødte stemmeberettigede.
§ 10
Stk. 1. Egtved Udviklingsråd kan opløse sig selv ved en forud varslet begæring fra mindst 3 medlemmer.
Opløsningen skal ske på et borgermøde.
Stk. 2. Et borgermøde kan opløse Egtved Udviklingsråd med 3/4 flertal af fremmødte på 2 på hinanden følgende borgermøder.
Stk. 3. Ved Egtved Udviklingsråds opløsning træffes der på borgermødet beslutning om anvendelse af evt. opsparet formue.
Vedtaget på stiftende generalforsamling den 31. August 2009 |